Måge-skrig og efterladte tøfler udløser stor-alarm på Marselisborg Lystbådehavn
Det helt store mandskab blev torsdag sen aften sendt mod lystbådehavnen.
Fem minutter før midnat natten til fredag blev der slået alarm hos Østjyllands Brandvæsen.
Meldingen gik på en drukneulykke på Marselisborg Lystbådehavn.
»Det er vagten på havnen, der på sin runde hører et skrig,« siger Thomas Jørgensen, vagthavende operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, til Din Avis Aarhus.
Vagten finder samtidig et par tøfler og et håndklæde, hvor vinterbaderne plejer at hoppe i vandet.
»Så han bliver nervøs og ringer 112,« siger Thomas Jørgensen.
Brandvæsenet sender seks mand - blandt andet dykkere - afsted mod havnen, og der bliver indsat både båd og drone i indsatsen.
»Og JRCC (Joint Rescue and Coordination Center. red.) sender en helikopter,« siger operationschefen.
Derudover er der også ambulance og politi på kajen.
Konklusion bliver - efter halvanden times eftersøgningen - at det skrig, som vagten har hørt, er kommet fra en måge.
At ingen personer var i vandet, er Thomas Jørgensen helt sikker på.
»Det var en ret intens eftersøgning,« slår han fast.