Fortsæt til indhold

Nu melder politiet ud om evakuering: Bombetrussel var rettet mod McDonald's

»Vi ser meget alvorligt på den her form for kriminalitet, og derfor iværksætter politiet også en stor indsats med henblik på borgernes sikkerhed i forbindelse en bombetrussel mod et trafikalt knudepunkt i vores politikreds,« siger politiinspektør i Østjyllands Politi Brian Voss Olsen.

Krimi
am

Banegårdspladsen i Aarhus var torsdag formiddag afspærret af politiet og banegården blev evakueret.

Nu melder Østjyllands Politi så ud, hvorfor man gjorde som gjorde.

I en pressemeddelelse oplyser politiet, at man torsdag formiddag modtog en anmeldelse om, at der var blevet indgivet en bombetrussel mod McDonalds på Banegårdspladsen i Aarhus C.

Anmeldelsen førte til, at Østjyllands Politi rykkede ud med flere patruljer og afspærrede stedet for at afsøge området grundigt. Men her fandt man ingen mistænkelige genstande, hvorefter afspærringen kunne ophævet et par timer senere.

Politiet rykkede ud til stedet kl. 09.58 for at undersøge anmeldelsen nærmere.

I selve banegårdshallen og på pladsen foran blev der foretaget en intensiv undersøgelse af mistænkelige genstande med bombehunde, men politiets undersøgelser af stedet førte ikke til, at mistænkelige genstande blev udfundet, hvorfor afspærringen igen et par timer senere blev ophævet kort efter middagstid.

Samtidig med de operative undersøgelser lykkedes det Østjyllands Politis efterforskere at identificere tre mindreårige drenge som de formodede gerningsmænd. De tre drenge blev i tæt samarbejde med Nordjyllands Politi tilbageholdt på en skole i Aalborg-området torsdag kl. 12.20.

»Vi ser meget alvorligt på den her form for kriminalitet, og derfor iværksætter politiet også en stor indsats med henblik på borgernes sikkerhed i forbindelse en bombetrussel mod et trafikalt knudepunkt i vores politikreds,« siger politiinspektør i Østjyllands Politi Brian Voss Olsen.

Sagen vil blive efterforsket nærmere

Efterforskningen af sagen fortsætter nu i et tæt samarbejde med Nordjyllands Politi, hvor politiet blandt andet skal have afdækket motivet bag den telefoniske bombetrussel.

»Vi vil på det kraftigste advare mod denne form for kriminalitet, og vores massive og intensive indsats i dag har også har været målrettet en opklaring af identiteten på gerningsmændene,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

Togtrafikken var på intet tidspunkt indstillet, da passagerne kunne tilgå sporene til fods via trapperne på M.P. Bruuns Gade. Episoden medførte dog kortvarige trafikale gener for de mange brugere af Banegården og togstationen.

Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) afviser samtidig overfor TV2 Østjylland, at der skulle være en sammenhæng mellem bombetruslen mod McDonald’s i Aarhus i formiddags og den koordinerede antiterror-aktion, der fandt sted i morges, hvor tre personer blev anholdt for at planlægge terror.