39-årig skudt i hovedet foran skole: Ung mand anholdt og siden løsladt
En 20-årig mand blev fredag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for at medvirke i voldsomt overfald.
Opdatering: Den 20-årige mand blev ved grundlovsforhøret løsladt af dommeren ved Retten i Aarhus. Anklagemyndigheden har nu kæret kendelsen til landsretten med påstand om fængsling, det oplyser Østjyllands Politi på X.
Østjyllands Politi oplyser fredag, at man har anholdt og sigtet en 20-årig mand, som er mistænkt for i forening med en ukendt gerningsmand at have skudt en 39-årig mand i hovedet.
Det oplyser politiet på det sociale medie X.
Den 20-årig mand blev fremstlllet i grundlovforhør ved Retten i Aarhus kl. 9 i dag, hvor anklagemyndigheden samtidig havde anmodet om lukkede døre.
Den voldsomme episode fandt sted ved 20-tiden 22. april i år på Jernaldervej i det vestlige Aarhus på parkeringspladsen ude foran børnehaven ved Ellehøjskolen, oplyser politiet.
Her havde den 20-årige sammen med en ukendt gerningsmand aftalt at mødes med den 39-årige, lyder det fra politiet. Hvilken relation parterne har til hinanden, vil Østjyllands Politi ikke oplyse på nuværende tidspunkt. Men man oplyser, at det er politiets formodning, at det var den ukendte gerningsmand, der afgav skud mod den 39-årige, som altså blev ramt i hovedet.
»Vi leder også efter den anden gerningsperson, men vi ved på nuværende tidspunkt ikke hvem, vedkommende er,« fortæller Emil Enemark, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi.
Den 39-årige overlevede angrebet.
Og små otte måneder senere kunne politiet så i går, torsdag morgen kl. 10.05, anholde den nu sigtede 20-årige på en adresse i det vestlige Aarhus.
Mens man formoder, det var den ukendte gerningsmand, der afgav skud mod den 39-årige, så stod den 20-årige sigtet for at have begået legemsangreb af særlig farlig karakter, hvilket har en strafferamme på op til 6 års fængsel. Men her endte Retten i Aarhus med at løslade den 20-årige, som også nægtede sig skyldig. Anklagemyndigheden har dog valgt at kære kendelsen til landsretten med påstand om fængsling.