Amok på kontor: Computerskærme fløj på gulvet
Vidne fortæller nu i retten om voldsom episode med Dennis Knudsen.
Følg sagen direkte i Lokalavisen.dk’s liveblog her.
Dennis Knudsen er onsdag mødt op i Retten i Aarhus - tiltalt for for forsætlig fareforvoldelse, hærværk og overtrædelse af færdselsloven, efter han blev afvist ved Molslinjens færgeleje i Aarhus tilbage i juli.
Og nu har det første vidne - foruden Dennis Knudsen selv - nu afgivet sin udgave af, hvad der skete den pågældende dag.
Der er tale om en af Molslinjens medarbejdere, som til dagligt sørger for, at bilerne kan komme ombord på færgen, der har vidnet. Medarbejderen var på arbejde den dramatiske dag.
Ifølge Lokalavisens udsendte i retten, så fortæller medarbejderen, at han godt kunne se, at Dennis Knudsen var meget oprevet over, han ikke kunne kom ombord på Molslinjen, idet han var ankommet for sent.
Ifølge vidnet var kendisfrisøren så oprevet, at medarbejderen blev skubbet til side og på den måde tiltvang Dennis Knudsen sig adgang til Molslinjens kontor på havnen.
Her koger det så over, og ifølge vidnet er Dennis Knudsen skyld i, at flere computerskærme ryger på gulvet. Og netop denne del, erkender Dennis Knudsen også.
»På kontoret har jeg en nedsmeltning,« forklarer kendisfrisøren i retten.
»Jeg er overrasket over, hvordan jeg reagerer,« fortæller han til den video fra færgelejets kontor, der blev vist i begyndelsen af retssagen.
Ifølge medarbejderen fra Molslinjen så vælger Dennis Knudsen først efter flere afvisninger at gå tilbage til sin bil. Og det er her, hvor der bliver hevet bomme ned - og Dennis Knudsen kører mod færgen.
Og over radioen hører medarbejderen så, at der er en ’vild bilist’, der kommet ind uden at have fået lov.
Der er afsat i alt halvanden retsdag til sagen, der altså føres som en straffesag. Og du kan følge med i retssagen fra Lokalavisens liveblog HER.