Anklager om Dennis Knudsen-sag: »Har været meget voldsomt hændelsesforløb for en lang række involverede«
Hos anklagemyndigheden er man tilfredse med dagens dom.
Retten i Aarhus har torsdag afsagt dom i sagen mod kendisfrisør Dennis Knudsen, som blev idømt 40 dages betinget fængsel
Knudsen var bl.a. tiltalt for at have undladt at efterkomme anvisningerne for færdslen, da han om aftenen den 28. juli 2023 omkring kl. 19.00 ankom til færgelejet ved Molslinjen i Aarhus, hvor han blev informeret om, at han var kommet for sent, og derfor blev nægtet adgang til færgen.
I en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi oplyser anklagemyndigheden, at man er tilfreds med torsdagens dom.
»Sagen har fået en del opmærksomhed i pressen, men det ændrer ikke på, at der har været tale om et meget voldsomt hændelsesforløb for en lang række involverede personer og vidner. Derfor glæder jeg mig også over, at sagen nu har fået sin afslutning, og at den tiltalte har fået en passende straf for sine handlinger,« siger anklager Casper Petersen fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi, som har ført sagen ved retten.
Rev bom af
I stedet for at respektere anvisningerne fra personalet rev den 60-årige frisør først en bom af, inden han kørte frem for rødt lys og passerede stoplinjen, uagtet at personalet på stedet gav tydeligt tegn til, at han skulle standse.
Efterfølgende ødelagde Dennis Knudsen endnu en bom ved færgelejet og begik hærværk på et nærtliggende kontor, hvor han ødelagde tre forskellige computerskærme, som han væltede ned på gulvet.
Hele optrinnet kulminerede, da Dennis Knudsen i høj hastighed kørte frem mod en ansat på stedet, som ellers gav tydelige tegn til, at den nu dømte skulle standse, hvilket han ikke efterkom. Han sænkede farten, og standsede op meget tæt på den ansatte. Herefter blev den ansatte flere gange skubbet med bilen, så hun til sidst måtte hoppe op på bilens kølerhjelm for at undgå yderligere skub.
»Politiet blev hurtigt tilkaldt til stedet, da flere vidner overværede den voldsomme episode. I de efterfølgende dage pågik et større efterforskningsarbejde, som også resulterede i, at tiltaltes bil blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation,« siger anklager Casper Petersen.
Dennis Knudsen havde på forhånd erkendt hærværk og overtrædelse af en række færdselslovsbestemmelser, men han nægtede sig skyldig i grov vold eller forsætlig fareforvoldelse og vanvidskørsel.
Køretøj konfiskeret og kørekort inddraget
Foruden fængselsstraffen på 40 dages fængsel blev kendisfrisøren også ved Retten i Aarhus idømt en ubetinget frakendelse af førerretten gældende i et år. Hans køretøj, som blev anvendt i forbindelse med episoden, blev ligeledes konfiskeret, hvilket anklagemyndigheden også havde nedlagt påstand om.
»Når folk umiddelbart tænker på vanvidskørsel, er det oftest i forbindelse med høj hastighed eller narkokørsel. Men når man bevidst bruger sin bil til at skubbe og presse et andet menneske, er det bestemt også at betegne som vanvidskørsel,« siger anklager Casper Petersen.
Dennis Knudsen blev desuden dømt til at betale en bøde på 2.000 kroner. Han udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen til landsretten.