Fortsæt til indhold

Væltet i stormen: Stort træ spærrer hele vejen

Bilist måtte vende om på grund væltet træ.

Krimi

Stormen Pia har krævet sine ofre i løbet af natten og morgenen til i dag, torsdag 22. december.

Således også i Favrskov Kommune, hvor Poul Straarup torsdag formiddag måtte standse i sin bil og vende om på grund af et træ, der var væltet ud på vejen Forten mellem Ulstrup og Thorsø

Træet ligger syd for Guldbjerghøjvej/Thostrupvej lige efter en bakketop.

»Træet er væltet lige ved en gård og ligger ved indkørslen til gården. Det er stort, og man kan ikke lige komme udenom,« fortæller Poul Straarup.

Han ringede 114 og fik at vide, at det væltede træ på Forten endnu ikke var indrapporteret, men at politiet ville kontakte kommunen med henblik på at få træet fjernet.

Noget kunne tyde på, at vinden har været meget kraftig i Ulstrup-området, for sent onsdag aften blev der delt et billede i den lokale Facebook-gruppe af en trampolin, der havde revet sig løs og lå midt på hovedgaden.

Hvis du har billeder af stormhændelser i Favrskov Kommune må du gerne dele dem med Lokalavisen på vores Facebookside i kommentarfeltet til denne artikel.