Knivstikkeri nytårsnat: Mand stukket flere gange i ryggen
En yngre mand blev nytårsnat stukket flere gange med kniv.
jwh
En yngre mand er uden for livsfare, efter han blev stukket flere gange i ryggen med en kniv nytårsnat i Nyringen i Vejlby, som ligger i den nordlige del af Aarhus.
Det skriver både TV2 Østjylland og Ekstra Bladet, som har snakket med vagtchef Michael Lydersen fra Østjyllands Politi.
»Manden bliver kørt til skadestuen, hvor han bliver tilset og udskrevet umiddelbart derefter,« fortæller han til Ekstra Bladet.
Ifølge politiet er der endnu ingen anholdte i sagen. Manden blev stukket to til tre gange i ryggen, men politiet ønsker ikke at komme ind på de nærmere omstændigheder, da efterforskningen stadigvæk pågår.