Fortsæt til indhold

26-årig risikerer fængsel og udvisning efter forsøg på mordbrand

Anklager går efter mindst fire års fængsel eller forvaring til den tiltalte.

Krimi

Allerede før jul kunne avisen berette, at en 26-årig mand er blevet tiltalt for et forsøg på en mordbrand på Campus Djursland i Grenaa i marts sidste år.

Men nu har avisen fået aktindsigt i anklageskriftet - og det afslører detaljer, som endnu ikke har været kendt offentligt, fordi retsmøderne har været holdt for lukkede døre, siden den 26-årige blev varetægtsfængslet i et grundlovsforhør 16. marts 2023 ved retten i Randers.

Her erkendte han vold mod beboeren i lejligheden. Men han nægtede sig skyldig i sigtelsen for drabsforsøg og ildspåsættelse.

Østjyllands Politi oplyste umiddelbart efter branden, at den 19-årige blev fløjet til Rigshospitalet med alvorlige skader. Han blev dagen efter meldt uden for livsfare, og i sommer gennemførte han sin gymnasieuddannelse på Grenaa Gymnasium trods de forfærdelige ting, han havde været udsat for.

Domsforhandlingen er endnu ikke berammet ved retten, men når det sker, vil anklageren gå efter en straf på mindst fire års ubetinget fængsel. Eller forvaring eller anden form for anbringelse.

Nævninger medvirker

Det kan man udlede af den kendsgerning, at specialanklager Birgitte Ernst i anklageskriftet oplyser, at sagen vil blive gennemført som en nævningesag - og det gør man kun, hvis kravet om straf lyder som nævnt.

Af anklageskriftet fremgår det, at anklageren som udgangspunkt vil gå efter at få den 26-årige dømt for forsøg på manddrab og brandstiftelse. Det er den alvorligste paragraf i straffeloven om brandstiftelse.

Han tiltales for 14. marts i fjor om aftenen at have sat ild på en lejlighed i campusområdet ved Grenaa Idrætscenter. Det skete under særligt skærpende omstændigheder, fordi det er anklagemyndighedens opfattelse, at ofret - en 19-årig mand - skulle have været dræbt ved branden.

Store områder forbrændt

Den 19-årige opholdt sig på lejlighedens badeværelse, og han blev forbrændt i ansigtet, på hals, nakke, ryg, arme, hænder og venstre ben - i alt svarende til en forbrænding på 23 procent af kroppen. Af anklageskriftet fremgår, at drabsforsøget ikke lykkedes, fordi ofret havde held til at flygte fra lejligheden, som udbrændte totalt.

Hvis retten ikke vil være med til at dømme for drabsforsøg, vil anklageren i stedet kræve en dom for ildspåsættelse under sådanne omstændigheder, at den tiltalte burde vide, at ofret blev udsat for overhængende fare for at miste livet.

Den 26-årige tiltales også for vold i gentagelsestilfælde ved flere gange at have slået ofret i ansigtet, så han fik brud på næsen.

Endelig er den 26-årige også tiltalt for forsøg på legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter i gentagelsestilfælde. Det skete ved et angreb på en kvinde, som blev forsøgt stukket i halsen/nakken med en saks, men kvinden afværgede angrebet med sine hænder, og det kostede hende skader på fingrene.

Anklageren vil påstå skærpet straf, fordi forbrydelserne helt eller delvist har baggrund i andres etnicitet, tro, handicap, seksuelle orientering eller lignende.

Og der tages forbehold om påstand om udvisning af Danmark, hvis den 26-årige dømmes.