Fortsæt til indhold

DR og TV2 Østjylland ramt: Nu efterlyser politiet vidner

Der er blevet begået hærværk mod de to mediers indgange i det nordlige Aarhus.

Krimi
am
Video: DR

Mandag aften har ukendte gerningspersoner begået hærværk mod DR’s og TV2 Østjyllands bygninger i det nordlige Aarhus.

Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

»Har du set nogle mistænkelige personer eller køretøjer omkring de to bygninger mandag aften, eller har du eventuelt kendskab til sagen, så hører Østjyllands Politi gerne fra dig på tlf. 114,« skriver politiet.

Mandag aften fik politiet kl. 22.15 en anmeldelse om, at der var begået hærværk på DRs bygning på Olof Palmes Allé i Aarhus N. Her havde ukendte gerningsmænd kastet med rød maling på indgangspartiet, og på bygningen var der skrevet flere slagord med relation til konflikten i Gaza.

Politiet søgte efter spor på stedet, og kørte rundt i området efter gerningsmændene, der dog ikke blev fundet i nærheden. Hærværket mod DR gjorde, at politiet patruljerede rundt ved flere medier i Aarhus, og senere på natten opdagede en patrulje, at der også var malet nogle lignende slagord på indgangspartiet hos TV2 Østjylland ved Skejbyparken i Aarhus N.

Også her blev der ledt efter spor og gerningsmænd, men patruljerne traf ingen personer i nærheden.

Foto: Presse-fotos.dk.

Østjyllands Politis vurderer, at der er tale om de samme gerningsmænd til begge episoder, og hærværket efterforskes nu som politisk motiveret, ligesom man altså efterlyser vidner til hærværket.