Insisterende fuld mand forlangte bybus kørte ham helt hjem - gik til sidst amok på politibil
Han var overbevist om, at chaufføren var kørt forkert.
En 59-årig bedugget mand brugte natten til onsdag med at diskutere med en buschauffør. En hændelse, der kørte så meget af sporet, at den 59-årige mand endte i dagens døgnrapport fra Østjyllands Politi.
For manden skabte ifølge ordensmagten så meget uro og utryghed, at han endte med at blive anholdt.
Lidt over midnat fik politiet en melding om den fulde, midaldrende mand, som befandt sig i en bybus i Viby i det sydlige Aarhus. Her opførte han sig aggressivt og råbte, da han mente, at bussen var kørt forkert, og han forlangte, at chaufføren kørte ham hjem.
Til det fik manden en vejledning fra chaufføren om at tage en anden bus i den rigtige retning. Et råd, manden ikke var videre lydhør overfor, og han nægtede derudover at forlade bussen.
Da politiet så kom frem, var den 59-årige fortsat aggressiv, men betjentene havde bedre held med at overtale den fulde mand til at gå ud af bussen.
Udenfor bussen havde han dog andre planer end blot at finde den rigtige bus hjem. I stedet førte ruten ham hen mod den nu ankomne politibil, hvor han her valgte at rykke rundt på sidespejlet, mens han råbte af patruljen.
Næste stop for den 59-årig var derfor et styks anholdelse og sigtelse for at forstyrre den offentlige orden.