Fortsæt til indhold

Havde tramadoler i lommen og opgav falsk navn

20-årig mand anholdt for at lyve for politiet og være i besiddelse af euforiserende stoffer.

Krimi
ksa

En patrulje fra Østjyllands Politi standsede natten til torsdag klokken 1.45 en bil med fire unge mænd, der kørte rundt på Hasle Centervej i Hasle.

Alle blev bedt om at oplyse navn og fødselsdato, men betjentene fik mistanke til, at den ene af mændene ikke talte sandt.

De stillede derfor nogle kontrolspørgsmål for at teste, om han nu også var den, han udgav sig for at være.

Han havde svært ved at svare på spørgsmålene, og da betjentene fandt et billede af den mand, han sagde han var, kunne de tydeligt se, at der ikke var tale om samme mand, der sad i bilen.

Da han nægtede at oplyse sit rigtige navn, blev han til sidst anholdt og taget med på politistationen.

Her fandt betjentene ud af, at den anholdte var en 20-årig mand, og at han i øvrigt havde en mindre mængde tramadoler i lommen.

Han blev derfor sigtet for at oplyse falsk navn til politiet og for besiddelse af euforiserende stoffer, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.