Bølge af indbrud: Tyve stak af med elcykel og spisebordsstole
Sydøstjyllands Politi har modtaget flere anmeldelser om indbrud i kommunen i løbet af weekenden.
Politiet har fået flere anmeldelser om indbrud i området i løbet af weekenden.
Det drejer sig blandt andet om tre indbrud i villaer i henholdsvis Galten og Ry.
Det senest anmeldte indbrud i området er fra en villa på Stadion Alle i Ry, som i løbet af tre kvarter natten til søndag fik stjålet en elcykel til en værdi af omkring 14.000 kroner.
Tyven kom formentlig ind ved at lirke låsen til hoveddøren op, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Også natten til lørdag var en villa på Skovvænget i Ry plaget af indbrud. Her fandt et noget spektakulært indbrud sted, da tyve stak af med et bord og nogle spisebordsstole.
Endelig fandt et indbrud sted i en villa på Toftevænget i Galten i en periode fra tirsdag eftermiddag til fredag formiddag. Herfra blev der stjålet en designgulvlampe.
Også to ungdomsklubber i henholdsvis Skovby og Stjær har haft besøg af tyve. Det skete natten til fredag.
Ukendte gerningspersoner knuste en rude til Skovbymosegård klokken omkring klokken 03.15, hvorefter de stak af med en playstation.
Også Stjær Ungdomsklub fik stjålet en playstation, noget tilbehør og et mindre kontantbeløb. Tyvene kom ind ved at knuse en rude i hoveddøren.