Fortsæt til indhold

Politiet: 60-årig slået i hovedet med jernstang - gerningsmand går fra stedet

60-årig blev kørt til hospitalet med ambulance til behandling.

Krimi
sb

Uoverensstemmelser mellem to mænd førte tirsdag til, at de endte i slåskamp med hinanden på Edwin Rahrs Vej i Brabrand.

Politiet modtog en anmeldelse om, at en 60-årig mand var blevet slået i hovedet, muligvis med en form for metalstang, oplyser Østjyllands Politi i en døgnrapport.

Flere patruljer blev straks sendt til stedet, og ved politiets ankomst traf betjentene den 60-årige mand i en butik i indkøbscenteret Bazar Vest. Gerningsmanden var gået fra stedet.

Den 60-årige mand havde synlige, men ikke umiddelbart alvorlige skader i hovedet. Han blev kørt til hospitalet med ambulance til behandling.

En 45-årig mand blev kort tid efter anholdt på en nærtliggende adresse, sigtet for at have begået grov vold.

Episoden blev anmeldt til politiet kort før klokken 11 tirsdag formiddag.