Fortsæt til indhold

Politiaktion i boligområde ledte til fund af narko og patroner

Der blev for nylig fundet tre pistoler og en større mængde narko i boligområdet.

Krimi
sb

Beboerne ved Elstedhøj i Lystrup fik fredag formiddag »besøg« af en række betjente og hunde fra Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi var til stede for at søge efter ulovlige genstande, efter at der tidligere er fundet skydevåben gemt i området.

Under indsatsen fandt politiet en større mængde narkotika og flere skarpe patroner, der lå gemt i nogle ejendomme, lyder det i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

Det har endnu ikke været muligt for politiet at koble nogle personer sammen med de ulovlige effekter, og ingen er endnu anholdt eller sigtet. Patronerne og poserne med stoffer skal nu undersøges nærmere for mulige DNA-spor og fingeraftryk.

»Vi er i fuld gang med efterforskningen for at finde frem til, hvem der har opbevaret våben og stoffer på stedet. Vi holder selvfølgelig et meget vågent øje med området, men vi hører også gerne fra borgere, der kan have oplysninger til politiet,« siger vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, Martin Frank Rasmussen.

Af hensyn til den videre efterforskning kan Østjyllands Politi ikke oplyse yderligere detaljer om indsatsen og fundene.

Efter et våbenfund i sidste uge ransagede Østjyllands Politi fredag flere opgange i Elstedhøj. Foto: presse-fotos.dk