30 personer sigtet under trafikkontrol i Aarhus Vest
Hele 17 personer fik et klip i kørekortet og en bøde for at benytte deres mobiltelefon under kørsel.
Der blev uddelt en hel del klip i kørekortene, da Østjyllands Politi fredag eftermiddag var på færdselskontrol i det vestlige Aarhus.
De fleste klip – 17 af slagsen - blev givet til bilister, der havde travlt med at kigge på eller snakke i deres mobiltelefon, mens de kørte bil, oplyser politiet.
Ud over et klip i kørekortet giver det en bøde på 1500 kroner, og så skal man oveni betale 500 kroner til Offerfonden.
Derudover blev der givet klip til bilister for ulovlig overhaling, manglende vigepligt, kørsel mod ensretning og kørsel over for rødt.
En 26-årig mandlig bilist skilte sig særligt negativt ud. Da han blev standset af en patrulje, viste det sig, at han er frakendt kørekortet, og da han virkede påvirket af hash, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel.
Under visitationen af den 26-årige fandt betjentene en mindre mængde hash på ham, og han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Mens patruljen var i færd med at visitere den 26-årige, kastede en 20-årig passager i bilen en mindre mængde hash ud af vinduet, men da det blev opdaget, vankede der også en sigtelse til passageren.
Da det var passagerens bil, blev han også sigtet for at have overladt sit køretøj til en person uden kørekort.
Betjentene besluttede at ransage bilen, og under den ransagning blev der beslaglagt nogle salgsposer med hash og skunk, og den 20-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
Den samlede færdselsindsats endte med i alt 38 sigtelser fordelt på 30 personer.
- 2x narkokørsel
- 1x rødt lys (klip)
- 1x kørsel mod ensretning (klip)
- 17x håndholdt mobiltelefon (klip)
- 1x overhaling højre om (klip)
- 1x kørsel uden førerret
- 3x kørekort ej medbragt
- 3x sikkerhedssele ej benyttet
- 1x oplysningspligt
- 1x kørsel i frakendelsestiden
- 3x lovgivning om euf. stoffer
- 1x lovgivning om euf. stoffer mhp. salg
- 1x skiltning ej respekteret
- 1x løbehjul uden hjelm
- 1x vigepligt (klip)