Fortsæt til indhold

Ramt af flere brande: Voldsomme flammer fik ruder til at sprænge

Nu bliver brandene efterforsket nærmere.

Krimi

Østjyllands Brandvæsen har haft travlt natten til søndag.

For i løbet af kort tid måtte brandvæsenet rykke ud hele tre steder tæt på hinanden i Aarhus C.

Mest voldsomt gik det dog til på Helge Rodes Vej, hvor et skur stod i lys lue.

»Det brænder rigtig godt, da vi ankommer til stedet - så godt, at der faktisk er nogle ruder i beboelsen ved siden af, som er revnet og knust på grund af det,« fortæller operationschef Anders Rathcke til Din Avis Aarhus.

Brandvæsenet fik dog hurtig slået flammerne ned, således at bygningen ikke tog yderligere skade.

»Men det var tæt på, når ruderne begynder at springe,« tilføjer operationschefen.

Anmeldelsen tikkede ind kl. 02.48.

Men både kort før det tidspunkt og cirka en time efter, var brandvæsenet også i aktion i nabolaget.

Også på Jens Baggesens Vej måtte brandvæsenet ud - denne gang gik det ud over en affaldscontainer. Video: Presse-fotos.dk

Kl. 02.32 var der ild i en container på Christian Molbechs Vej, og kl. 03.40 gik det ud over en anden affaldscontainer - denne gang på Jens Baggesens Vej. Begge brande var hurtigt slukkede.

Din Avis Aarhus har forsøgt at få en kommentar fra Østjyllands Politi, men det er dog endnu ikke lykkedes, men til stiften.dk oplyser vagtchef Per Bennekov, at det for nuværende er for tidligt at sige, hvorvidt der er en sammenhæng mellem brandene, som nu bliver undersøgt nærmere af politiet:

»Vi skal lige have samlet et overblik og se, om der er mere at gå efter,« siger vagtchefen.