Barn kørt på hospitalet i kritisk tilstand: 19-årig løsladt
19-årig mand bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han var sigtet for hensynsløs kørsel og uagtsom legemsbeskadigelse i forbindelse med færdselsuheld.
Opdatering: På det sociale medie X oplyser Østjyllands Politi kl. 16.13, at den 19-årige mand blev løsladt, efter dagens grundlovsforhør. Anklagemyndigheden kærede ved samme lejlighed kendelsen.
Østjyllands Politi fremstillede fredag kl. 14.30 en 19-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus med henblik på varetægtsfængsling, efter han torsdag aften var involveret i et færdselsuheld i Hasselager.
Politiet modtog kl. 17.50 en anmeldelse om, at flere biler var kørt sammen i krydset mellem Møllebakken, Lemmingvej og Jegstrupvej. Den 19-årige mandlige bilist havde påkørt det bagerste hjørne af en bil, som blev ført af en 61-årig kvindelig bilist, og fortsatte herefter frontalt ind i en 28-årig kvindelig bilist, som kom kørende ad Hovedvejen og ind i krydset mod Møllebakken.
Den 28-årige kvinde havde to børn med i bilen, hvoraf den ene pådrog sig kvæstelser, mens den anden blev kørt på hospitalet i kritisk tilstand, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den 19-årige blev anholdt efter uheldet og sigtet for hensynsløs kørsel og uagtsom legemsbeskadigelse samt for at have forvoldt fare for andres førlighed.
Anklagemyndigheden anmodede om lukkede døre ved fredagens grundlovsforhør og Østjyllands Politi havde derfor heller ikke yderligere oplysninger i sagen.
Den 19-årige mand endte dog med at blive løsladt, og anklagemyndigheden valgte at kære rettens kendelse.