Fortsæt til indhold

Brager ind i fem biler - og stikker af til fods

37-årig påvirket mand kørte galt i sin mors bil og forsøgte at gemme sig i en parkeringskælder.

Krimi
ksa

Østjyllands Politi fik søndag morgen klokken 5.42 en anmeldelse om, at en bilist havde mistet kontrollen over sin bil på Paludan-Müllers Vej og var ramt ind i fem parkerede biler, hvorefter han havde efterladt bilen og var flygtet til fods.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

En hundepatrulje var hurtig i området, og politihunden snusede sig fra bilen hen over Paludan-Müllers Vej og ind i parkeringskælderen under Storcenter Nord.

Inde i et hjørne af p-kælderen fandt hunden en 37-årig mand, og her holdt den vagt og gøede, indtil hundeføreren kom frem.

Ved betjentenes ankomst til stedet kort tid efter erkendte den 37-årige, at han havde ført bilen, og da han var frakendt kørekortet, og politiet mistænkte, at han var påvirket af stoffer, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden.

Bilen, som han var kørt galt i, viste sig at tilhøre den 37-åriges mor, og hun blev derfor sigtet for at have overladt sin bil til en person uden kørekort.

Ingen personer kom noget til i forbindelse med færdselsuheldet.