Var både nervøs og forpustet: Kartoffelskræller sikret til sagen
Politiet var hurtigt på stedet.
Et vidne anmeldte torsdag til politiet, at vedkommende havde set en mørkklædt mand stikke af fra et kolonihavehus efter at have knust en rude.
Det fik en patrulje fra Østjyllands Politi til at sætte kursen mod Åbyhøj.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Patruljen var på stedet kort efter - og fik øje på en mand, der passede til signalementet.
Det viste sig at være en 33-årig mand, der virkede forpustet - og nervøs ved politiets tilstedeværelse.
Han erkendte da også straks, han havde smadret en rude med en spade. Herefter gik han ind i kolonihavehuset og stjal en kartoffelskræller, der lå på et bord.
Han blev derfor anholdt og sigtet for indbrud – og kartoffelskrælleren blev sikret til sagen.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 13.43.