Fik 14 måneders fængsel, blev løsladt og anholdt igen - en uge senere
Politiet lå på lur, og så fældede patruljehund 32-årig tyv.
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 14.00 en 32-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, efter at han natten til tirsdag blev anholdt i Risskov. Nu er han er sigtet for hæleri.
Det skriver politikredsen i dagens døgnrapport.
Det var kl. 00.30, at Østjyllands Politi fik en anmeldelse om, at en person luskede rundt ved nogle villaer på Stationsgade i Risskov.
Kort efter ankom en hundepatrulje til stedet, og her snusede politihunden sig frem til en taske, der lå gemt i en hæk i nærheden. I tasken lå en del formodede tyvekoster – bl.a. nogle Kay Bojesen-figurer og et værdifuldt armbåndsur. Desuden havde han en stjålet cykel med.
Betjentene besluttede sig derfor at lægge sig på lur, og de lod derfor tasken stå, mens de gemte sig i nærheden. Omkring en halv time efter dukkede den 32-årige mand op, og da han tog fat i tasken, gav betjentene sig til kende.
Her forsøgte den 32-årige at løbe fra betjentene, men politihunden var markant hurtigere end ham, og få sekunder efter var han anholdt.
Han er foreløbigt sigtet for hæleri, og politiet har endnu ikke fundet frem til, hvor kosterne stammer fra. Den 32-årige er også en politiet kender.
For den 32-årige blev tirsdag i sidste uge idømt en straksdom på 14 måneders fængsel for bl.a. flere indbrud. Retten valgte at løslade ham, indtil han kunne afsone straffen, men nu er han så blevet anholdt igen og fremstilles endnu engang i grundlovsforhør.
Anklagemyndigheden har her anmodet om lukkede døre ved grundlovsforhøret.