Fortsæt til indhold

Stjålen bil totalskadet: 14-årig bag rattet bankede ind i træ

Mindreårig mistede kontrollen over stjålen bil.

Krimi

Det endte galt, da to drenge på 13 og 14 år tidligt søndag morgen kørte i en stjålen bil.

Med den 14-årige bag rattet kørte de galt udfor Postvej 63 mellem Hinnerup og Hammel. Her mistede han herredømmet over bilen og påkørte et buskads for til sidst at køre ind i et træ, så bilen havarerede.

Østjyllands Politi oplyser til Lokalavisen, at bilen er skønnet totalskadet, men de to mindreårige slap fra uheldet med mindre knubs.

Politiet kender ikke det nøjagtige tidspunkt for uheldet, da der ikke var vidner, men det blev anmeldt søndag klokken 05.43 og vel og mærke ikke af drengene.

Østjyllands Politi kan ikke umiddelbart svare på, hvor og hvornår bilen er stjålet, kun at den er stjålet udenfor Østjyllands Politikreds. Politiet kan heller ikke oplyse, hvor de to drenge er fra.

De sociale myndigheder og de nærmeste pårørende er blevet underrettet om sagen.