Massiv udrykning til plejecenter-brand
Politiet oplyser, at branden er under kontrol, men har ingen kommentarer.
Tirsdag morgen er myndighederne massivt til stede ved et plejecenter i Tilst.
Såvel politi som brandvæsen og ambulancer rykkede ud, efter der indkom melding om, at der var udbrudt brand på plejecentret.
Klokken 09.06 oplyser Østjyllands Politi på X, at »branden er under kontrol og næsten slukket«, men har ikke yderligere kommentarer.
Østjyllands Brandvæsen fortæller til Din Avis Aarhus, at man modtog brandanmeldelsen klokken 08.45 og rykkede ud med køretøjer fra to stationer.
Ved ankomst blev der indsat røgdykkere i en ældrebolig, hvor branden var opstået, og man kunne konstatere, at branden var i færd med at sprede sig til andre lejligheder og tagkonstruktionen.
»Men vi er ved at have godt styr på det,« siger operationschef Kent Winther til avisen kl. 09.30.
Han oplyser, at der er en enkelt tilskadekommen person, men personens tilstand er ukendt.