73-årig død efter brand
En ældrebolig i Tilst var onsdag morgen i brand. En 73-årig mand er omkommet.
Onsdag morgen fik Østjyllands Politi en anmeldelse om en brand i en ældrebolig i Tilst i nærheden af et plejecenter.
Nu meddeler politikredsen på deres X-konto, at en 73-årig mandlig beboer er afgået ved døden som følge af branden. De pårørende er underrettet.
Naboer til den ramte bygning er blevet tilset, men ingen er alvorligt tilskadekommet. Østjyllands Politi beretter desuden, at der ikke er nogen mistænkelige forhold omkring branden, men de undersøger stadig, hvad årsagen til den var.
Både politi, brandvæsen og ambulancer rykkede ud til adressen onsdag morgen. Allerede 21 minutter efter anmeldelsen indløb, lød meldingen, at »branden er under kontrol og næsten slukket«.
Ved ankomst blev der indsat røgdykkere i en ældreboligen, hvor branden var opstået, og man kunne konstatere, at branden var i færd med at sprede sig til andre lejligheder og tagkonstruktionen.
Avisen har forsøgt at få fat i Østjyllands Politi for yderligere oplysninger, men det har i skrivende stund ikke været muligt.