Politiet fangede både hæler og stjæler efter indbrud
Efter et tip om indbrud fandt Østjyllands Politi først tyven, og siden klappede fælden også om dennes hæler.
To fluer med ét smæk.
Det er temmelig rammende for den indsats, Østjyllands Politi lykkedes med onsdag eftermiddag, og som de beskriver i deres døgnrapport.
Efter at have fået et tip om indbrud fra en opmærksom borger, der befandt sig ved en bolig på Østergårdsvej i Malling, rykkede politiet ud. De fandt frem til tyven i det nordlige Aarhus, hvor han - en 40-årig mand - sad i et køretøj, nær sin bopæl. Her blev han anholdt.
Den 40-årige erkendte at have begået indbruddet i Malling. Ud over sigtelsen for indbrud, blev han sigtet for at være i besiddelse af narko, for narkokørsel samt for kørsel uden kørekort.
Østjyllands Politi var dog ikke færdige, for på den 40-årige tyvs telefon kunne de se en korrespondance mellem den anholdte og en hæler, som angiveligt havde købt tyvekoster af den 40-årige.
Derpå ransagede politiet hælerens bopæl, hvor de da også fandt koster, der formentligt stammede fra tidligere indbrud i elektronikforretninger.
Pågældende 45-årige mandsperson blev anholdt og sigtet for hæleri.