Flere anmeldelser om tyveri fra varebiler
Sydøstjyllands Politi har modtaget flere anmeldelser om tyveri fra varebiler eller forsøg på det.
Politiet har i løbet af ugen modtaget flere anmeldelser om tyveri fra varebiler eller forsøg på samme i området.
Senest drejer det sig om to varebiler i Låsby.
I det ene tilfælde drejede det sig om en VW Transporter, der holdt parkeret i Søndergade i Låsby fra onsdag kl 16 til torsdag kl 07.30. Her var der boret hul i døren, og tyven stjal en værktøjskasse med diverse værktøj i.
På Lille Tværvej i Låsby drejer det sig om en Ford Transit varebil, der i løbet af onsdag aften til torsdag morgen fik forsøgt boret et hul under låsen. Her er man dog ikke kommet ind, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Tidligere på ugen modtog Sydøstjyllands Politi også en anmeldelse om tyveri fra en varebil. Denne gang var det fra en varebil, der holdt på Rytterbakken i Sjelle i tidsrummet fra mandag kl. 22 til tirsdag morgen.
Venstre sidedøre var brudt op, og fra varebilen var der stjålet et tang-amperemeter tilhørende en elektrikervirksomhed.