Officielt: Bandidos er rykket til Aarhus
Politiet er opmærksom på, at rockerklubben har etableret sig i Aarhus.
Rockerklubben Bandidos er officielt rykket til Aarhus.
Det skriver Ekstra Bladet, der har fået oplysningerne bekræftet af Østjyllands Politi.
»Østjyllands Politi kan bekræfte, at Bandidos er ved at etablere sig i Aarhus, og det er en udvikling, vi følger tæt,« siger Anders Uhrskov, fungerende politiinspektør ved Østjyllands Politi til mediet.
En af klubbens fremtrædende skikkelser skal på sine sociale medier, hvor han har cirka 15.000 følgere, have offentliggjort et opslag med ordene: »Bandidos MC Aarhus - Stay Tuned.«
At netop Bandidos er på vej mod smilets by, er ikke den helt store overraskelse.
Din Avis Aarhus beskrev tilbage i december 2022, at Bandidos-støttekluben Cobra MC havde åbnet en afdeling i Sabro uden for Aarhus.
Dengang oplyste Østjyllands Politi, at man var opmærksom på området i Sabro.
Tidligere rockeraffilieret Torben C. Bohnhardt, der efter sin afsked med rockerverdenen startede foreningen HeadOn, sagde i den forbindelse, at »noget er under opsejling«, og at det vil medføre spændinger, hvis Bandidos rykker ind i Aarhus.
»Bandidos har i mange år gerne villet have adgang til Aarhus, men det er aldrig sket før. Hvis de eller deres supportafdeling uden problemer kan åbne klubhus i Aarhus, hvad forhindrer så, at Satudarah eller andre gør det? I forhold til hvordan tingene fungerer i de her miljøer, så plejer det her ikke at ske, uden at der kommer et modtræk. På et eller andet tidspunkt vil der være en gnist, der sætter ild til den benzin, der ligger på gaden.«
Den jyske hovedstad har historisk været Hells Angels-territorie, og derfor er det opsigtsvækkende, at Bandidos nu gør sit indtog.
Efter rockerkrigen i 1990’erne delte de to klubber landet op i mellem sig i en fredsaftale, og Hells Angels fik blandt andet Aarhus. Men den fredsaftale blev revet over i 2021, og det har medført, at især Bandidos har gjort sig tilnærmelser på Hells Angels’ enemærker.
Avisen forsøger at få en kommentar fra Bandidos, der ifølge Ekstra Bladet har ca. 250 medlemmer i Danmark.
Borgmester tavs
Hells Angels i Aarhus holder til på Marøgelhøj i Lystrup, men Østjyllands Politi har i syv måneder haft et opholdsforbud på adressen. Det kan politiet indføre, hvis det eks. vurderes, at der er risiko for angreb.
Men Aarhus Kommune har også sanktionsmuligheder og kan udstede et såkaldt samlingsstedsforbud. Netop dette er på dagsordenen som et lukket punkt, når Magistraten mødes tirsdag morgen.
Her skal der tages stilling til, om borgmesteren skal have mulighed for med kort aftræk at udstede forbuddet. Indtil nu har det været Magistraten, der skulle træffe beslutning om f.eks. at forbyde en bande at anvende en ejendom i kommunen som klubhus.
Et sådant kan kun udstedes, hvis der er en risiko for, at anvendelse af ejendommen kan medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende.
Avisen har spurgt borgmesteren, hvad han tænker om Bandidos’ indtog i Aarhus, og om samlingsstedsforbuddet er kommet på dagsordenen i den forbindelse.
Han ønsker dog ikke at kommentere sagen, før den har været behandlet i Magistraten.