Fortsæt til indhold

Fik 13 års fængsel i stor narkosag - men nu skal den gå om. Dommer var inhabil

I december fik en mand 13 års fængsel. Men dommer var inhabil, og sagen skal gå om, oplyser advokat.

Krimi
/ritzau/

En dommers inhabilitet har ført til, at en kokainsag skal gå om i byretten. I sagen fik den tiltalte 38-årige mand 13 års fængsel.

Det oplyser mandens forsvarer, advokat Henrik Garlik Jensen, mandag i en pressemeddelelse.

Dommen blev afsagt 5. december ved Retten i Aarhus sidste år, og manden blev dømt for sin rolle i en sag om smugling af 40 kilo kokain fra Holland til Danmark.

Det oplyste National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) dengang i en pressemeddelelse.

Manden ankede dommen til landsretten. Han gik efter en mildere straf, idet hans forsvarer havde en strafpåstand på 11 til 12 års fængsel.

Var i retten

Men i forbindelse med en anden større narkosag, som advokat Henrik Garlik Jensen havde ved Retten i Aarhus i begyndelsen af januar, blev han gjort opmærksom på, at den pågældende dommer, der havde dømt i sagen fra december, var til stede under hovedforhandlingen som kollega til den mødende anklager fra NSK.

Både sagen i december og januar blev ifølge advokaten efterforsket og ført af en anklager fra NSK.

Og ifølge advokaten blev det oplyst, at dommeren fra 1. januar 2024 var blevet ansat som anklager ved NSK.

I forbindelse med den behandling, som landsretten havde i sagen mandag, gjorde han gældende, at den pågældende dommer måtte være inhabil, og at der kunne rejses tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.

Han henviste til, at på domstidspunkt - 5. december 2023 - havde opsigt sin stilling ved domstolene og var ansat ved NSK med tiltrædelse 1. januar i år.

Dommen blev dengang afsagt ved en tilståelsessag.