Østjysk skole i sorg: 18-årig elev død i tragisk ulykke i Spanien
Elev er angiveligt død efter at være kravlet op i en elmast, hvor vedkommende fik stød, skriver spansk nyhedstjeneste.
»Det er med stor sorg, at vi desværre må fortælle, at en af vores elever er afgået ved døden. Der er tale om en tragisk ulykke, som er sket under en udvekslingstur til Spanien. Vores tanker går til familie og pårørende i denne ulykkelige og sorgfulde tid.«
Det skriver direktør for Skanderborg-Odder Center for Uddannelse, Pia Agerbæk Marlo, efter at det er kommet frem. at en af skolens elever lørdag mistede livet under en udvekslingstur til Spanien.
På hjemmesiden skriver skolen også, at den åbner i dag søndag, hvor der vil være et kriseberedskab til at tage imod eleverne.
Ifølge nyhedstjenesten Ritzau er der tale om en 18-årig mand.
Det skriver det spanske nyhedsbureau EFE ifølge avisen El Mundo.
Han er død efter at være kravlet op i en elmast i Carlet nær Valencia, skriver EFE.
Den 18-årige var en del af en udvekslingsgruppe, skriver nyhedsbureauet.
Gruppen af udvekslingsstuderende havde været ude at spise middag kort før ulykken, skriver El Mundo, som refererer til EFE.
Ifølge avisen var den 18-årige dansker en del af en gruppe på 23 udvekslingsstuderende.
Omkring 40 unge mennesker behandles af et team af psykologer, skriver mediet.
Ifølge det spanske medie modtog den lokale skadestue i Carlet en meddelelse lidt over midnat natten til lørdag om en bevidstløs ung mand, der tilsyneladende havde fået stød efter at være klatret op i en elektrisk mast.
Der blev sendt et lægehold, der udførte førstehjælp, men uden held.