Ansat på efterskole mistænkt for grooming
Sagen blev anmeldt for to måneder siden.
En ansat på Gudenaadalens Efterskole i Ulstrup er stoppet med øjeblikkelig virkning på grund af mistanke om grooming.
Sagen efterforskes i øjeblikket af Østjyllands Politi.
Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Den omtalte ansatte skal have skrevet med flere af skolens drenge på Instagrams chatfunktion.
»Vi har indgået en fratrædelsesaftale, og derfor har jeg ingen kommentarer,« siger Jesper Emil Sørensen, der er forstander på Gudenaadalens Efterskole.
Det er ifølge Østjyllands Politi to måneder siden, at anmeldelsen blev modtaget.
Læreren har dog ikke været fremstillet i grundlovsforhør.