Eftersøgt i måneder: Nu er 24-årig anholdt og sigtet for drabsforsøg i internt rockeropgør
Patrulje spottede eftersøgt mand i Randers. Han mistænkes for at være indblandet i blodigt knivoverfald i Aarhus V.
Østjyllands Politi har efter måneders søgen anholdt endnu en mistænkt i et drabeligt rockeropgør, der udspillede sig på Hammershusvej i Aarhus V tilbage i november.
Det skete torsdag, da en politipatrulje spottede den eftersøgte 24-årige ved en adresse i Randers og fik ham anholdt. Fredag fremstilles han i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Den 24-årige er sigtet for forsøg på manddrab, da han ifølge Anklagemyndigheden deltog i overfaldet på en 22- og 24-årig mand, som på Hammershusvej blev stukket med stikvåben adskillige gange.
Den 24-årige mistede en del blod og var i livsfare, og kun på grund af akut behandling overlevede han overfaldet. Den 22-årige fik også flere læsioner, men var dog ikke i livsfare.
Man mener, at det, der udspillede sig på parkeringspladsen ved Hammershusvej, var et internt opgør i en rockergruppe.
En 42-årig mand blev den 28. november varetægtsfængslet i sagen, og efterforskningen førte til den 24-årige, som politiet har søgt efter i noget tid.
Politiet formoder, at der er flere gerningsmænd på fri fod, og anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, der startede kl. 11.