Fortsæt til indhold

Tilstår drab på medpatient på hospital: Købte drabsvåben i Føtex på uledsaget udgang

46-årig mand tilstår drab på Retspsykiatrisk Afdeling.

Krimi
/ritzau/

En patient erkender i retsmøde at have dræbt en anden patient på Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby tirsdag aften.

Det rapporterer TV 2 Østjylland fra grundlovsforhøret i Retten i Aarhus med en 46-årig mand.

Under en uledsaget udgang tirsdag købte han en kokkekniv i Føtex i Skejby Centret, forklarer manden. Det lykkedes for ham at få kniven med ind på den afdeling, hvor han var anbragt sammen med offeret.

Han havde planlagt at dræbe den 41-årige medpatient. Denne havde irriteret ham, kommer det ifølge TV 2 Østjylland frem.

Den 46-årige er tidligere dømt for drab og for drabsforsøg i Grønland.

Forbrydelsen tirsdag aften skete på afdelingens sengeafsnit 3, der er forbeholdt grønlandske patienter.

To personer fra sengeafsnittets personale var til stede, da knivoverfaldet fandt sted.

Hospitalsdirektøren i Psykiatrien i Region Midtjylland har omtalt sagen som en ”voldsom og meget tragisk begivenhed”.

»Vores analyse og politiets efterforskning skal hjælpe os med at finde ud af, om der er nogle sikkerhedsprocedurer, vi skal have strammet op på,« har hospitalsdirektør Tina Ebler udtalt.