Lige nu: Brandvæsen er rykket ud til gårdbrand
Beredskabet kunne følge med fra et livestream fra anmelderens telefon.
Mandag formiddag er Beredskab og Sikkerhed rykket ud til en gårdbrand på Sporup Kirkevej ved Hammel.
Det oplyser operationschef Thomas Jørgensen til Lokalavisen.
»Der har været brand i et teknik- eller fyrrum,« fortæller han.
Anmeldelsen tikkede ind hos brandvæsenet kl. 09.17.
Og her kunne beredskabet på et livestream fra anmelderens telefon se, at der var tale om en brand, der udviklede en del røg.
»Seneste melding er, at man nu har fået styr på branden,« siger Thomas Jørgemsen.
Ifølge operationschefen er man stadig på stedet her ved 10-tiden, men man er nu igang med efterslukningen.
Ingen personer var til stede i fyrrummet, og ejeren var hjemme og i stand til at alarmere brandvæsenet.