Efter melding om uro - finder vragdele og en efterladt bil: Nu melder politiet ud om mystisk hændelse
Bilen var efterladt i stort kryds, og politiet havde derfor natten til mandag spærret af omkring krydset i det vestlige Aarhus.
Kl. 22.43 søndag aften fik politiet en melding om uroligheder samt et færdselsuheld i det vestlige Aarhus.
Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Anders Kragh Madsen til Din Avis Aarhus.
»Vi kan konstatere, at der formentligt har været et færdselsuheld. Vi finder en bil med nogle skader på, men der er ikke nogen personer i bilen,« fortæller vagtchefen.
For politiet træffer ingen personer, da de ankommer til stedet, og derfor heller ikke nogle uroligheder. Til gengæld finder de en efterladt bil ude i krydset ved Viby Ringvej og Silkeborgvej på grænsen mellem Brabrand og Åbyhøj. Billeder fra stedet viser også vragdele på jorden.
»Vi har så efterfølgende haft spærret af for at undersøge bilen og stedet derude - afspærringen er dog ophævet nu,« siger Anders Kragh Madsen.
Bilen som var efterladt i krydset var ikke umiddelbart ikke stjålet, lyder det fra politiet, og vagtchefen fortæller også, at man nu arbejder videre med sagen ud fra en tese, om at der blot er sket et færdselsuheld.
»Og så må vi se, hvad der er op og ned,« siger vagtchefen.