Fortsæt til indhold

49 kendisser misbruges i annoncer: Danskere svindlet for millioner

Flere har tabt store beløb.

Krimi
citathistorie: TjekDet

En lang række kendte danskere lægger ufrivilligt ansigt til et omfattende svindelnummer på Facebook - en svindel, der er eksploderet de seneste måneder.

Med adgang til Metas annoncebibliotek kan faktatjekmediet TjekDet afdække, at mindst 49 skuespillere, sportsfolk og politikere gennem de sidste seks år har været brugt af svindlere til at lokke intetanende danskere til at investere på falske investeringsplatforme.

Især i efteråret 2023 er kendissvindlen eksploderet, og særligt tv-vært Anders Lund Madsen har været blikfang i det, der fremstår som Facebook-opslag, men som i virkeligheden er betalte annoncer.

TjekDets undersøgelse viser, at svindlerne siden november 2023 har oprettet flere end 9.000 Facebook-annoncer alene med Anders Lund Madsen.

»Ubehageligt«

Annoncerne leder ofte videre til en falsk B.T.-artikel, hvor Anders Lund Madsen i et opdigtet interview afslører hemmeligheden bag en tilsyneladende succesfuld investering.

Da Anders Lund Madsen først blev bekendt med sin ufrivillige medvirken i svindlen, slog han det hen. Men som annoncerne greb om sig, og han fik henvendelser fra danskere, der var ved at blive snydt, gik alvoren op for ham.

»Det er længe siden, det holdt op med at være sjovt, men nu er det også ubehageligt,« siger han.

Også journalist Divya Das og radiovært Sara Bro har de seneste måneder fået deres navn misbrugt. TjekDets opgørelse viser, at der er lavet sammenlagt flere end 11.000 annoncer med Divya Das og Sara Bro, og svindlernes forhøjede indsats er ifølge ekspert i it-sikkerhed Peter Kruse ikke til at tage fejl af.

»Det er et klart signal om, at de fortsat tjener mange penge og gerne vil fastholde deres forretning,« siger han til TjekDet.

Markant stigning i anmeldelser

TjekDet har været i kontakt med danskere, der har tabt titusindvis eller endda millioner af kroner på svindlen, og ifølge en opgørelse fra Finans Danmark er der fra 2019 til og med første halvdel af 2023 blevet svindlet for 245 millioner kroner i kategorien “investeringssvindel”.

I samme periode blev yderligere 352 millioner kroner forsøgt franarret danskerne. Tallene dækker kun kontooverførsler og ikke kortbetalinger.

Samtidig viser tal fra Nationalt Center for It-kriminalitet (NCIK), som TjekDet har fået aktindsigt i, at antallet af politianmeldelser i kategorien ‘Falske lån eller investeringsmuligheder’ er steget med 45 procent fra 2022 til 2023. 730 anmeldelser modtog dansk politi i alt i 2023.

Tendensen ser ud til at fortsætte. Alene fra 1. januar til og med 6. februar 2024 har politiet modtaget 159 anmeldelser om falske lån eller investeringsmuligheder.