Knuser rude og tømmer brandslukker i pizzeria: Nu leder politiet efter DNA
Lokalt pizzeria udsat for groft indbrud og hærværk.
Baba’s Pizza og Grill på Nørregade i Galten blev natten til onsdag udsat for både indbrud og hærværk, oplyser politikommissær Julie Almsten fra Sydøstjyllands Politi.
Indbruddet skete i perioden omkring midnatstid tirsdag til klokken 01 onsdag nat. Ukendte gerningsmænd skaffede sig adgang til pizzeriaet ved at knuse en rude i hoveddøren og derfra bryde endnu en dør op ind til selve pizzeriaet. Lokalerne er gennemrodet og der er stjålet kontanter og en mobiltelefon. Desuden er der sprayet skum fra en pulverslukker ud over hele forretningen.
»Derfor er der ud over indbrud også tale om hærværk, og vi har haft teknikere på stedet for at lede efter DNA,« oplyser politikommissæren.
Uge-Bladet Skanderborg har forsøgt at få en kommentar fra ejeren. Det har ikke været muligt.