Fortsæt til indhold

Udviser ung mand: Dræbte aarhusiansk gymnasieelev med adskillige knivstik

Den 22-årige har derudover også fået 12 års fængsel ved Vestre Landsret.

Krimi
ritzau/am

En 22-årig mand er idømt 12 års fængsel for drab, og udvises af Danmark for bestandig. Dommen er afsagt onsdag af Vestre Landsret.

Den unge mand er blevet dømt for i forbindelse med et røveri at have dræbt en 18-årig mand med flere knivstik. Drabet fandt sted på Ormslevvej i Viby ved Aarhus den 31. oktober 2021.

To andre mænd er onsdag i samme sag blevet dømt for røveri og grov vold. Den ene af dem er idømt to år og tre måneders fængsel, mens den andens straf lyder på to års fængsel.

Tidligere har det været fremme, at den dræbte, som gik på Aarhus Handelsgymnasium, efter aftale mødtes med de tre mænd for at sælge dem skunk.

Men mændene troppede op bevæbnede med kniv og økse, og ifølge politiet havde de på forhånd aftalt at frarøve den dræbte hans stoffer.

Her gik røveriet dog galt, da der opstod nogle uoverensstemmelser, og den nu 22-årige endte med at dræbe den 18-årige med flere knivstik.

Ifølge anklageskriftet, da sagen skulle føres i byretten i Aarhus sidste år, forlod de tre mænd drabsstedet med 1.086 gram skunk med henblik på videreoverdragelse. Her var der dog ét central spørgsmål i sagen:

»I forhold til selve drabet bliver hovedspørgsmålet, om det er i nødværge. Det er den drabstiltaltes udlægning,« sagde specialanklager ved Østjyllands Politi, Jesper Rubow, til Din Avis Aarhus dengang.

Ved et grundlovsforhør i november 2021 sagde den drabstiltalte, inden dørene blev lukket, at han stak den 18-årige med kniv for at forsvare sig selv mod angreb.

Men nu er der så faldet dom igen - denne gang i landsretten, som nu har kendt den 22-årige mand skyldig i drab.

I byretten blev den dømte kendt skyldig i rovmord og fik ligeledes 12 års fængsel, selvom anklagemyndigheden gik efter 16 års fængsel.