Fortsæt til indhold

Finder død mand ved garageanlæg: Nu melder politiet ud

Manden blev erklæret død på stedet.

Krimi
jro

Det var en 53-årig mand, der blev fundet død på ved et garageanlæg på Lægårdsvej i Lystrup.

Det oplyser Østjyllands Politi, der modtog anmeldelsen onsdag klokken 13.11.

Politiet betegnede det som et ’mistænkeligt dødsfald’ - og afspærrede et område omkring findestedet, så politiet kunne undersøge forholdene nærmere.

Nu er der nyt i sagen.

»Da vi ankom til stedet og foretog de indledende undersøgelser omkring dødsfaldet, var der forhold, der virkede mistænkelige. Derfor besluttede vi at afspærre området omkring boligen, mens vi gik i gang med nogle grundige undersøgelser på stedet, og der blev talt med vidner og naboer for at få undersøgt sagen nærmere,« siger vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi Flemming Nørgaard.

Foto: Presse-fotos.dk.

Afventer svar på undersøgelser

Østjyllands Politi afventer fortsat svar på de retsmedicinske undersøgelser, der skal hjælpe politiet med at fastslå en dødsårsag.

»Vi forventer, at vi i løbet af dagen i dag, torsdag, bliver klogere på dødsårsagen. Vi har arbejdet intensivt med sagen i løbet af hele eftermiddagen og aftenen onsdag, men der er ikke umiddelbart noget, der indikerer, at den 53-årige har været udsat for et kriminelt forhold,« siger Flemming Nørgaard.

Foto: Presse-fotos.dk.

Afspærringerne på stedet blev ophævet omkring klokken 21.24 onsdag aften, hvorefter politiet forlod stedet.

»De pårørende er underrettet, og Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen,« skriver politikredsen i en pressemeddelelse.