Fortsæt til indhold

Vågnede med kærestens hænder om halsen

En 28-årig mand er dømt skyldig i grov vold mod sin kæreste og i falsk anmeldelse af indbrud.

Krimi

En lørdag aften i oktober 2023 blev en 25-årig kvinde udsat for grov vold af sin daværende kæreste i deres hjem i Favrskov Kommune. Det har Retten i Randers slået fast, efter sagen mod den i dag 28-årige kæreste har været behandlet, skriver Lokalavisen Favrskov.

Han blev anholdt dagen efter episoden og efterfølgende varetægtsfængslet i et grundlovsforhør, hvor han blev sigtet for grov vold og for vold i gentagelsestilfælde, fordi han tidligere er straffet for vold.

I retten kom det frem, at de havde drukket en del spiritus og havde skændtes. Kvinden fortalte, at kæresten havde taget kvælertag på hende med én hånd, så hun ikke kunne få luft og besvimede.

Da hun kom til sig selv, havde han stadig fat om hendes hals. Kvælertaget var så voldsomt, at hun fik underliggende blødninger i øjnene og muligvis havde været i livsfare.

Et billede af hende viste, at hun også var hævet i ansigtet og havde blå og lilla øjne, angiveligt som følge af adskillige slag på kroppen og i ansigtet med både flad og knyttet hånd. Kvinden kunne i retten ikke huske, hvordan hun havde fået de blå øjne, men efter episoden havde hun skrevet i en besked, at kæresten havde banket hende, så hun angiveligt lignede et ”trafikuheld” i ansigtet.

Kunne ikke huske noget

Kæresten forklarede i retten, at han ikke rigtig kunne huske, hvad der var sket den pågældende aften, men at han var ked af det, hvis det var ham, der havde gjort det, og han havde undskyldt overfor hende.

Han tvivlede dog på, at det var ham, der havde gjort det, og han luftede muligheden for, at det kunne være gjort af nogen, der ifølge ham havde truet hans kæreste i forbindelse med gæld i et kriminelt narkomiljø.

Hun afviste i retten, at hun skulle være blevet truet af nogen, og retten fandt det bevist, at det var kæresten, der både havde taget kvælertag på hende og slået hende. Han blev derfor kendt skyldig i grov vold og for vold i gentagelsestilfælde og fik en straf på et år og to måneders ubetinget fængsel.

Den tidligere dom, han har fået for vold, fik han i slutningen af 2021, og den lød ligeledes på et års fængsel.

Falsk anmeldelse

I den nye retssag var han desuden tiltalt for en falsk anmeldelse om indbrud i sin tidligere lejlighed i Hadsten-området. Det var i sommer, hvor han ringede til politiet og sagde, han havde haft indbrud og havde fået stjålet to højtalere og en forstærker.

Da politiet kom frem, var der dog ingen tegn på indbrud, og man fandt ”tyvekosterne” i ejendommen. Det resulterede i en sigtelse for falsk anmeldelse, og Retten i Randers fandt det bevist, at han også var skyldig i dette forhold.