Fortsæt til indhold

Holder fem års fødselsdag og giver billetten: Denne dag kan du køre gratis med letbanen

Man fejrer også, at 25 millioner passagerer har kørt med letbanen.

Krimi

Drop billetten, sådan lyder budskabet fra Aarhus Letbane.

For letbanen kan snart fejre 5-års fødselsdag, og derudover også at man siden åbningen i 2017 har haft 25 millioner passagerer.

Så tirsdag 30. april er det gratis at tage med letbanen, oplyser selskabet bag i en pressemeddelelse.

Den dag er det nemlig nøjagtigt 5 år siden, at strækningen til Grenaa åbnede, og Letbanen var udbygget i den form, som vi kender i dag.

Første etape gik fra Aarhus Hovedbanegård til Universitetshospitalet i Skejby. Odder blev næste del af strækningen i august 2018, og så fulgte strækningen til Grenaa i 2019. Letbanen kører i dag på 110 kilometer skinner og krydser fire kommunegrænser.

»Vi satte passagerrekord sidste år med næsten 6 mio. passagerer, og selv om vi har en målsætning om endnu flere passagerer i fremtiden, så er vi både taknemmelige og stolte over, at så mange mennesker bruger Letbanen. Det er passagererne, vi hylder. Derfor håber vi også, at rigtig mange har lyst til at deltage i de forskellige indslag, som markerer fødselsdagen,« siger bestyrelsesleder Mie Krog, Aarhus Letbane.

Med endnu en rekord på knap 1,6 mio. passagerer i første kvartal af 2024 er Letbanen allerede godt på vej til at slå rekorden fra 2023.

Foruden gratis brug af letbanen tirsdag, så vil der også være en række happenings i togene og ved letbanestoppestederne mandag og tirsdag - bl.a. musik og uddeling af forfriskninger til passagerne, skriver Aarhus Letbane.