Fortsæt til indhold

Større område afspærret: Mindreårig dreng stod bag bombetrussel mod hus

Både hundepatruljer og bomberyddere rykkede ud til Tilst, da der mandag eftermiddag blev indgivet en bombetrussel mod et hus.

Krimi
jwh

Det helt store blev iværksat, da politiet mandag kl. 14.38 fik en anmeldelse omkring en bombetrussel mod et hus i Tilst, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Af den fremgår det, at en borger i Tilst modtog et opkald fra et hemmeligt nummer, hvor stemmen i den anden ende af telefonen sagde, at der lå en bombe under personens hus. Det fik politiet til at sende flere patruljer og teknikere til huset på Haurumsvej i Tilst, hvor et større område ligeledes blev afspærret.

Ifølge politiet blev hundepatruljer og ammunitionsrydningstjenesten sat i gang med at undersøge og gennemgå området nøje. Nogle timer senere var undersøgelserne færdige på stedet med det resultat, at der intet med relevans for sagen blev fundet i området. Afspærringerne blev derfor ophævet igen omkring kl. 17.15, fremgår det af døgnrapporten.

En massiv og intensiv efterforskning af sagen førte samtidig politiet på sporet af en mindreårig dreng bosiddende på en adresse på Sjælland. Drengens forældre blev kontaktet og gjort bekendt med sagen, og de sociale myndigheder blev underrettet, oplyser Østjyllands Politi.

Det sker blot få uger efter, at Østjyllands Politi modtog en lignende anmeldelse vedrørende en bombetrussel rettet mod en skole i Lystrup, som også viste sig at være indtelefoneret af en mindreårig.

»Det er forbundet med stor alvor, når politiet modtager den slags anmeldelser, og det går ud over mange mennesker,« lyder det fra politiet i døgnrapporten.

Nordsjællands Politi har nu overtaget sagen, og Østjyllands Politi oplyser, politikredsen ikke har yderligere kommentarer til den.