Havde 72.000 tramadoler i en lejlighed
To mænd skal nu i grundlovsforhør.
To mænd er sigtet for at opbevare i omegnen af 72.000 tramadolpiller.
Mandag bliver de fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
De to mænd på henholdsvis 20 og 23 år er begge sigtet for at have været med til at opbevare omkring 72.000 tramadolpiller på en adresse i Aarhus N med henblik på videresalg.
Fundet i februar
Pillerne blev fundet i februar under en ransagning på en tredje mands værelse på adressen, og den 23-årige mand, der boede der, blev anholdt og fik i april en dom på et år og ni måneders fængsel.
Den videre efterforskning af sagen ledte tidligt mandag morgen til anholdelsen af de to mænd.
Det er med varetægtsfængsling for øje, de to mænd klokken 14 fremstilles i grundlovsforhør.
»Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre til grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen,« står der i døgnrapporten.