Fortsæt til indhold

Rasmus kom alvorligt til skade efter påkørsel af flugtbilist: »Det er kujonagtigt, hvis du ikke melder dig selv«

Offer har forståelse for, at bilist kunne finde på at køre videre i chok. Men nu må føreren gerne melde sig selv.

Krimi

Lokalavisen har været i kontakt med 34-årige Rasmus Tietze, der kom alvorligt til skade, da han i går aftes var ude at motionscykle sammen med en kunde, der deles hans passion for motionscykling.

Rasmus er fra Sjælland og var på kundebesøg hos Nikolaj, og i den forbindelse kørte de en tur på deres racercykler omkring Hammel. De havde lige været over Pøt Mølle bakken og var stille og roligt på vej hjemad på Frijsenborgvej, der er ret trafikeret, så Rasmus lagde sig ind bag Nikolaj.

»Jeg husker, der lød et brag, og da jeg vågner op på jorden, sidder der to gutter ved mig. Den ene, Morten, holder min nakke og snakker til mig og siger, jeg skal ligge stille. Jeg er vågen, men er i chok og siger ikke noget,« fortæller Rasmus Tietze.

Han blev kørt med ambulance til Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor han er indlagt, men vil blive flyttet til Holbæk Sygehus for at være tættere på sit hjem på Sjælland.

»Jeg har fået en mindre flænge i baghovedet, min skulder er gået af led, og jeg har fået et brud på den øverste lændehvirvel i ryggen. Og så er jeg bare forslået og har skrammer, og jeg skal prise mig lykkelig for, at jeg havde hjelm på.«

Cykelkammeraten Nikolaj kom også til skade, men ikke så alvorligt som Rasmus.

Da Lokalavisen spørger til, hvordan Rasmus har det med, at bilisten ikke standsede op efter ulykken, knækker hans stemme over:

»Jeg kan forstå, at en person kan komme til at køre videre i chok, men når der nu snart er gået et døgn, må man gerne melde sig. Han har formentlig ikke gjort det med vilje, men det er kujonagtigt, hvis han ikke melder sig.

Østjyllands Politi har netop oplyst i dagens døgnrapport, at man efterforsker sagen, men at det endnu ikke er lykkedes at finde frem til den involverede bil og bilist.

Bilen er formentligt en ældre grå Mercedes A180, som efter sammenstødet må have flere skader på fronten. Har du oplysninger om, hvor bil eller fører er, så kontakt Østjyllands Politi på telefon 114.