Stjal el-cykel under prøvetur
Interesseret køber fik lov at tage en prøvetur på cyklen, men vendte efterfølgende aldrig retur, og så anmeldte sælgeren det til politiet.
Tirsdag eftermiddag klokken 16.46 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger, der kort forinden havde fået stjålet sin dyre el-cykel af en ukendt gerningsmand.
Gerningsmanden og anmelderen havde mødtes med hinanden på Bronzealdervej i Hasle, hvor den sælgende part skulle fremvise den dyre el-cykel for den anden person, der havde udgivet sig for at være en interesseret køber.
Den interesserede køber fik lov at tage en prøvetur på cyklen, men vendte efterfølgende aldrig retur, og så anmeldte sælgeren det til politiet.
»Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere med henblik på at få identificeret gerningsmanden. Vi opfordrer samtidig til, at man altid sikrer sig et billede-ID og ser et gyldigt kørekort, inden man låner sit køretøj ud til fremmede,« skriver politiet i døgnrapporten.
Østjyllands Politi har set en række sager med lignende fremgangsmåde med blandt andet tyveri af motorcykler, knallerter og el-cykler af en vis værdi, og det er derfor vigtigt, at man altid sikrer sig, at man med sikkerhed ved, hvem man handler med.
En mulighed for at undgå tyveri af sine dyrere salgsvarer er derudover også, at man eksempelvis modtager en del af betalingen inden en eventuel prøvetur.