Fortsæt til indhold

Mand bragede ind i bil og skilt - så flygtede han og kørte ind i en bil mere

Mand forårsagede to uheld, hvorefter han blev tilbageholdt af borger.

Krimi
sb

En 76-årig mand er sigtet for flere færdselsovertrædelser og har fået sin bil beslaglagt, efter at han søndag aften 9. juni gjorde sig skyldig i vanvidskørsel i Viby-området.

Det fremgår af en døgnrapport fra Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi fik søndag omkring klokken 18.45 en anmeldelse om, at en mandlig bilist havde kørt ind i et vejskilt og en anden bil i krydset Åhavevej/Viby Ringvej i Viby J.

Manden var efterfølgende var han stukket af fra uheldet ved at køre ad Viby Ringvej mod færdselsretningen.

Bilisten fik efter kort tid vendt bilen i den rigtige retning, men i krydset ved Skanderborgvej mistede han kontrollen over sin bil og kørte ind over rabatten og ind på en p-plads, hvor han ramte ind i en bil, der holdt parkeret på stedet.

Et vidne tilbageholdt den 76-årige fører af bilen, og kort efter ankom en patrulje, der anholdt bilisten. Et pust i alkometeret viste en promille over det tilladte, og på baggrund af den voldsomme kørsel, blev det vurderet, at der var tale om vanvidskørsel.

Den 76-årige fik derfor bilen beslaglagt med henblik på konfiskation, og han blev sigtet for spritkørsel og en række færdselsforseelser. Ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade ved sammenstødene.