Fortsæt til indhold

Mand i mørk Tesla forsøgte at samle skoledreng op

Politiet undersøger en sag om en 10-årig dreng, der i denne uge blev forsøgt samlet op af en mand i en mørk Tesla.

Krimi

Mandag eftermiddag blev en 10-årig dreng antastet af en mand i en mørk Tesla.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at de modtog en anmeldelse fra drengens forældre klokken 14.30.

»Drengen blev tilbudt at køre med, da han var på vej hjem fra skole, men han skyndte sig heldigvis hjem til sine forældre og fortælle om hændelsen,« fortæller vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet har siden anmeldelsen arbejdet på at finde ud af mere om sagen.

»Det er en af den slags anmeldelser, som vi får nogle stykker af i løbet af et år. Vi har forsøgt at kvalificere de oplysninger, vi havde i sagen, og fra en politimæssig vinkel har jeg ikke umiddelbart noget på sagen. Vi kigger dog stadig på, om vi kan finde frem til Teslaen,« fortæller Finn Ellesgaard Nielsen, der ikke umiddelbart kan finde lignende sager fra området.

Drengen er elev på Mølleskolen, og det har fået skolen til at sende en besked ud til forældre via Aula, hvor der opfordres til at tale med sine børn om, hvordan man bør forholde sig i sådanne situationer.