Tog afsporet af halmballe og traktor: Landmand nåede ikke ud
Ulykken skete fredag aften.
Et tog fra GoCollective (tidligere Arriva) blev fredag aften afsporet, efter det ramte en rundballe nær Laven øst for Silkeborg.
Det bekræfter Jeppe Holgersen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
»Som vi har forstået det, så er det en landmand, som taber en rundballe. Den ruller ned og lægger sig på togskinnerne,« forklarer vagtchefen.
Landmanden skynder sig ifølge Jeppe Holgersen at forsøge at fjerne rundballen, men kort tid efter kommer toget.
»Det rammer rundballen og frontlæsseren på traktoren.«
På billeder fra stedet kan man se, at en del ruder i toget er smadret.
Sad i traktor
Ombord på toget var 21 passagerer. Ingen kom noget til ved togulykken - heller ikke togføreren eller landmanden, som ifølge vagtchefen sad i traktoren, da toget ramte.
Sent fredag aften holder toget fortsat på overskæringen ved Dynæsvej og spærrer.
Togselskabet har ifølge vagtchefen sørget for, at de 21 passagerer er kommet videre på deres rejse.
Hvorvidt hændelsen kan føre til en sigtelse, er der endnu ikke taget stilling til.
»Nu overdrager vi sagen til Havarikommissionen, som vil kigge på det. Det er for tidligt at sige, om landmanden kan få en sigtelse,« konstaterer Jeppe Holgersen.
Politiet fik anmeldelsen om, at en rundballe lå på skinnerne klokken 22.06 og syv minutter senere kom en ny anmeldelse - nemlig at toget havde ramt.