34-årig kvæstet i alvorlig ulykke nord for Skanderborg
En ambulance måtte til Søballevej og Dalvej torsdag aften, da en cyklist blev ramt af en bil.
Torsdag aften blev politi og redningsmandskab kaldt til krydset ved Dalvej og Søballevej ved Søballe nord for Skanderborg.
Klokken 18.41 skete der en alvorlig ulykke i krydset mellem en cyklist og en bil.
Sydøstjyllands Politi oplyser, at de første undersøgelser af ulykkesstedet peger på, at en 34-årig mand fra Aarhus cyklede på Søballevej, og at han blev ramt af en bil, da han drejede ud på Dalvej.
Cyklisten blev efterfølgende kørt til Aarhus Universitetshospital i Skejby med det, som politiet kalder for »alvorlige skader.«