Indbrudstyv prøvede at lyve sig fra anholdelse, men drypspor fældede ham
Indbrudstyv blev anholdt efter natbesøg hos restaurant.
Østjyllands Politi fik natten til tirsdag kl. 04.51 en anmeldelse om et indbrud i en restaurant på M.P. Bruuns Gade i Aarhus C, og at en gerningsmand iført hættetrøje gik rundt inde på stedet.
Da politiet kom frem kort efter, var gerningsmanden gået fra stedet, men en patrulje fik få hundrede meter fra restauranten øje på en hættetrøjeklædt mand, der gik rundt med en stor sæk med pantflasker.
Betjentene fik kontakt med den 29-årige mand med sækken, og han påstod, at han havde fundet sækken på gaden.
Der var dog drypspor af sodavand hele vejen fra restauranten og hen til den 29-årige, og pantflaskerne viste sig da også at stamme fra restauranten.
Han blev derfor anholdt og sigtet for indbrud.