Fortsæt til indhold

Knivdrab i Viby: Politiet har anholdt formodet gerningsmand

25-årig mand er sigtet for knivdrab i Viby og bliver fremstillet i grundlovsforhør.

Krimi
ddp

I alt tre personer er nu anholdt, efter en 25-årig mand onsdag aften blev dræbt af knivstik på en parkeringsplads i Grøfthøjparken i Viby.

Det oplyser Østjyllands Politi på X.

Da politiet ankom til gerningsstedet efter at have fået anmeldelsen ved 19-tiden, fandt man en hårdt såret mand på stedet, som kort efter afgik ved døden. To mænd blev i den forbindelse anholdt, mens eftersøgningen efter en tredje person blev iværksat.

Den person, en 25-årig mand, blev anholdt i nat, fortæller politiet nu, og han er blevet sigtet for at have dræbt offeret med knivstik.

Den formodede gerningsmand vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 13 med krav om varetægtsfængsling.

Her vil anklagemyndigheden ifølge Østjyllands Politi anmode om lukkede døre.

De to mænd, der blev anholdt på stedet, er fortsat anholdt i sagen.

»Vi er stadig i gang med at afklare deres roller, og det vides endnu ikke, om de skal fremstilles i grundlovsforhør,« skriver politiet, som har meddelt, at drabet er sket i det kriminelle miljø, og at alt tyder på, at man er gået målrettet efter det 25-årige offer.

Din Avis Aarhus Onsdag har spurgt politiet, hvad de to personer er sigtet for, og om der er tale om et opgør i rocker-/bande-miljøet. Det har politiet dog endnu ikke svaret på.

Ej heller er der kommet noget frem om drabsmotivet.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk