Fortsæt til indhold

Dyremishandling: Politiet vil have to ansatte fra Naturstyrelsen i fængsel

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har rejst tiltale mod Naturstyrelsen og to ansatte for at have udsat adskillige kreaturer for uforsvarlig behandling, som i flere tilfælde havde karakter af mishandling.

Krimi
jro

To ansatte ved Naturstyrelsens afdeling Kronjylland er tiltalt for flere forhold vedrørende overtrædelser af dyrevelfærdsloven.

Anklagemyndigheden har også rejst tiltale mod Naturstyrelsen for - som besætningsejer - at have været ansvarlig for den uforsvarlige behandling af dyrene.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politianmeldelse efter kontrolbesøg

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen om vanrøgt af kreaturerne efter et tilsynsbesøg, hvor en dyrlæge fandt dyrenes tilstand stærkt kritisabel og vurderede, at deres huld var langt under det forventede.

Tilsynet fandt sted i foråret 2021, og i de efterfølgende måneder foretog Østjyllands Politi i samarbejde med Fødevarestyrelsen flere opfølgende kontrolbesøg.

Der er nu rejst tiltale for, at 77 kreaturer i perioden har været udsat for forskellig grad af uforsvarlig behandling. For flere af dyrene er der rejst tiltale for grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling.

Lovovertrædelserne er sket i form af blandt andet manglende fodring og utilstrækkelige tilsyn med en større gruppe kreaturer, herunder ved at have udvist manglende omsorg og behandling i det omfang, det var nødvendigt, da dyrene ikke genvandt deres huld i vinterperioden.

Ifølge anklageskriftet foregik lovovertrædelserne fra november 2020 til juni 2021 på en besætningsadresse ved Ebeltoft.

Specialanklager: »Alvorlig sag«

»Der er tale om en alvorlig og ganske omfattende sag, som har krævet en større indsats for politiet at efterforske, mens det også efterfølgende har været nødvendigt at forelægge sagen for flere øvrige myndigheder,« siger specialanklager Katrine Klausen fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Hun tilføjer:

»Først derefter kunne vi i Anklagemyndigheden vurdere sagen juridisk og træffe afgørelse om, at der skulle rejses tiltale mod både styrelsen og de to ansatte, der på hver sin måde har været medansvarlige for dyrenes forringede tilstand.«

Forholdene fandt sted på en besætningsadresse ved Ebeltoft, tilknyttet Naturstyrelsens afdeling Kronjylland, hvor der udøves naturpleje på flere arealer i Mols Bjerge.

Tiltale om frihedsstraf og bødestraf

Anklagemyndigheden nedlægger påstand om frihedsstraf for de to ansatte - samt at de frakendes retten til at eje, bruge, passe eller slagte dyr eller beskæftige sig med dyr i fem år fra endelig dom.

For Naturstyrelsens vedkommende nedlægges der påstand om bødestraf.

Sagen vil blive ført som en domsmandssag ved Retten i Randers og forventes at strække sig over ni retsdage.

Retssagen er endnu ikke berammet.

Østjyllands Politi understreger, at sagen ikke er relateret til øvrige sager om dyrehold på Djursland.